World Stupidity Awards

I dag uddeles World Stupidity Awards. Jyllands-Posten er nomineret for Muhammedtegningerne. Prisen for dummeste udtalelse gik sidste år til Bush: They never stop thinking of new ways to harm our country and our people, and neither do we.

(Se nærmere på http://www.stupidityawards.com/, især kategorien Stupidest statement by President George W. Bush)

Shitsurei shimasu

500 yen er 25 kr. 100 yen ca. 5. 50 yen bliver så 2½. Og så er det op til den enkelte at regne ud hvad hhv. 10, 5 og 1 yen er værd. Så har vi også været igennem de møntværdier, der eksisterer i Japan. Af uransagelige årsager eksisterer denne 1 yen på trods af, at den mest af alt er årsag til usvigelig irritation - både hos giveren og modtageren. Det bedste er, når man har ophobet en kæmpe samling i sin pung og giver sig til at tælle til både 10, 15 og 20, når man skal til at betale. Jeg er altid fristet til at sige til modtageren, at de i det mindste kan bruges til brudesko, men måske eksisterer denne tradition ikke i Japan. I hvert fald ser folk altid svært utilfredse ud, når jeg lægger 1 yen på disken, og så er der et japansk udtryk, der er ganske anvendeligt, nemlig Shitsurei shimasu. Direkte oversat betyder det "undskyld, jeg er så uforskammet", men det bruges som danskere anvender udtrykket "undskyld ulejligheden". De danskere, der anvender udtrykket!

Jeg har lige været i lufthavnen. Som så mange andre ville jeg tømme møntbeholdningen før hjemrejsen i Duty-free shoppen. Problemet var bare, at jeg havde temmelig mange af dem. Da jeg vendte bunden i vejret på valutaposen, dannede der sig et mindre bjerg på bordet, og de stakkels ekspeditricer havde svært ved at bevare smilet, der i Japan ellers sidder godt fasttømret. De har simpelthen elsket mig!

Da personalet var færdige med at tælle, var der ialt 5.046 yen i møntbjerget. Heraf 50 1 ører. Men så var jeg også nødt til at bukke ca. 180 grader, mens jeg til stadighed gentog Shitsurei Shimasu. Og det skulle forstås helt bogstaveligt!

See you - see me!

Er der nogen her, der har set Stevie Wonders kone??
- Bare rolig, det har han heller ikke!

Fej foran egen dør

Oktober 2001 ankom jeg til Japan for at starte et to år langt ophold. Et af de første arrangementer jeg deltog i, var et velkomstmøde for udenlandske studerende. Eftersom størstedelen af os kom fra Europa og USA, mente arrangørerne, at vi rigtig skulle bydes velkommen med et (såkaldt) vestligt arrangement. Det indebar følgende:

Interiør: Et lokale med borde og stole. Linoliumsgulv og et skærende ovenlys fra kraftige lysstofsrør.

Menu: Paella, pølser og en spaghetti med tomatsovs

Underholdning: En operasanger, der sang seranader, mens vi spiste.

En cocktail af ovenstående er som bekendt ret vestlig (!) og vi storgrinede os igennem den uspiselige paella og klippefaste tomatsovs. Godt suppleret af den mandlige operasanger, der af uvisse årsager kun beærede os med kvindepartierne fra diverse operaer.

Den dag i dag, kan jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet, når jeg mindes ovennævnte arrangement, men før jeg hoverer alt for meget over "japanere, der ikke forstår noget som helst" - bør jeg måske vende blikket indad for en kort bemærkning.

Er det egentlig så forskelligt fra museer i Europa og USA, der laver udstillinger om japansk kunst og kultur - helst om noget, der foregik et par hundrede år tilbage?

Her lyder opskriften alt for ofte på et par kimonoer og træsnit, nogle samurai sværd og rustninger - tilsat et drys vifter og spisepinde, der sælges i foyeren. Foruden en kinesisk gryderet cafeen disker op med i anledning af udstillingen.

Det er på tide, vi griber i egen barm. Hvorend naturen har anbragt den!

Orden - eller mangel på samme!

Hvad laver USAs tidligere præsident?
Han Carter rundt i hele verden!

Så sandt, så sandt!!

Det er altid en fejl at give en italiener en kasket!

- Rene Brian Lauritsen

Navnligt navne

Det er tankevækkende, hvor mange der har samme for- og efternavn. Med et enkelt -sen som tilføjelse.

Tænk bare på

Lars Larsen

Anders Andersen

Og ikke mindst

Brug Brugsen!

Japansk humor

Fortæl aldrig en vittighed til en englænder, en svensker eller en dansker. Før englænderen har forstået den, er de begyndt at rydde op i salen. Hvad danskeren og svenskeren angår, skal man være mere end heldig for bare at opnå antydningen af smil. Deres ansigter er for stive fra vinterkulden til at kunne lægge sig i de rette folder! - WC Fields

Jeg er tidligere blevet advaret mod at fortælle vittigheder til japanere, da humoren er alt for forskellig.

Jeg hørte engang en japansk vittighed:
En samurai havde tabt ansigt og ønskede at begå seppuku. Da han træk sværdet ud af futeralet var det brækket!
???
Det krævede selvsagt en forklaring, der bestod i, at det ultimative tab for en samurai er sværdet - eller ødelæggelsen heraf. En ting er altså, at den stakkels samurai har tabt ansigt, men det kan selv sagt ikke blive værre, når også sværdet er gået i stykker!
Så fik vi det på plads! Er det det, man kalder galgenhumor? - ha, ha!

Selv efter at have forstået vittigheden, syntes jeg ikke den var særlig morsom, men da jeg på et tidspunkt mødte en japaner, tænkte jeg, at nu skulle jeg forsøge at være underholdende, hvorefter jeg fyrede ovennævnte vittighed af!
Jeg vidste ikke, om jeg skulle grine eller krumme tæer, da han stirrede undrende på mig og tydeligvis heller kunne se det morsomme i fortællingen. Det er lige før, jeg syntes det var et ekstra plus, at han ikke ligefrem slog sig på lårene af grin.

Kort tid efter morede vi os begge kosteligt over en prutte-konkurrence på TV, så noget havde vi da til fælles. Om jeg så må sige!