Fej foran egen dør

Oktober 2001 ankom jeg til Japan for at starte et to år langt ophold. Et af de første arrangementer jeg deltog i, var et velkomstmøde for udenlandske studerende. Eftersom størstedelen af os kom fra Europa og USA, mente arrangørerne, at vi rigtig skulle bydes velkommen med et (såkaldt) vestligt arrangement. Det indebar følgende:

Interiør: Et lokale med borde og stole. Linoliumsgulv og et skærende ovenlys fra kraftige lysstofsrør.

Menu: Paella, pølser og en spaghetti med tomatsovs

Underholdning: En operasanger, der sang seranader, mens vi spiste.

En cocktail af ovenstående er som bekendt ret vestlig (!) og vi storgrinede os igennem den uspiselige paella og klippefaste tomatsovs. Godt suppleret af den mandlige operasanger, der af uvisse årsager kun beærede os med kvindepartierne fra diverse operaer.

Den dag i dag, kan jeg ikke lade være med at trække på smilebåndet, når jeg mindes ovennævnte arrangement, men før jeg hoverer alt for meget over "japanere, der ikke forstår noget som helst" - bør jeg måske vende blikket indad for en kort bemærkning.

Er det egentlig så forskelligt fra museer i Europa og USA, der laver udstillinger om japansk kunst og kultur - helst om noget, der foregik et par hundrede år tilbage?

Her lyder opskriften alt for ofte på et par kimonoer og træsnit, nogle samurai sværd og rustninger - tilsat et drys vifter og spisepinde, der sælges i foyeren. Foruden en kinesisk gryderet cafeen disker op med i anledning af udstillingen.

Det er på tide, vi griber i egen barm. Hvorend naturen har anbragt den!